Assens byråd består af 29 medlemmer. Det er efter min mening sådan cirka 20 for meget. Forstået på den måde, at man aldrig hører noget til dem. De møder bare op til møderne og afgiver deres stemme. Helt bogstaveligt, faktisk. For de har åbenbart ingen mening selv.

Men lur mig, om ikke dette overvældende tavse flertal af byrådsmedlemmer om ganske kort tid får mælet tilbage og begynder at skriver læserbreve, hvor kommunens borgere pludselig bliver delagtiggjort i deres uforgribelige meninger om dette og hint. Ja, hvem ved? Måske det ligefrem kan udvikle sig til en regulær offentlig debat. Det er set før. Omend sjældent.

Hvorfor nu denne usædvanlige meddelelsestrang? Ja, her må læserne ikke blive forbavsede, hvis jeg afslører, at den godt kan have noget med det tilstundende kommunalvalg at gøre. Man må være synlig, hvis man ønsker vælgernes gunst.

Ønsket om synlighed varierer dog lidt alt efter, om det er blå eller rød blok. Hos de blå har traditionen med sideordnet opstilling medført større skrivelyst end hos Socialdemokraterne, hvor man i højere grad forlader sig på borgmestereffekten. Finn Brunse trækker nok igen langt flere stemmer end sit eget mandat, og det giver stemmekvæget mulighed for at blive valgt uden at sige og gøre for meget. Det kan måske ligefrem være en fordel for nogles vedkommende.

Jeg vil dog advare mod, at man bare læner sig tilbage i troen på, at alt er som det plejer at være. Selv om man ikke kan overføre landspolitiske tendenser direkte til kommunale forhold, så er der alligevel så stort opbrud i vælgermasserne, at det godt kan komme til at mærkes i Assens. Derfor skulle det ikke undre mig, hvis både SF og Socialdemokraterne går tilbage samtidig med, at Venstre og DF går frem. Enhedslisten vil formentlig komme i byrådet med et eller to mandater, men spørgsmålet er, om det kan opveje fremgangen hos de borgerlige.

Finn Brunse sidder på et flertal på 16 mandater bestående af Socialdemokraterne, SF og et enkelt radikalt mandat. Går han og hans blok to mandater tilbage, er flertallet borte. Så det kan faktisk godt blive vigtigt at have noget at tilbyde vælgerne, hvis man vil sikre sig en plads i det kommende byråd.

Som forhåbentligt bliver noget mere uregerligt end det nuværende.

Herunder gengiver jeg en lille diasput med Lone Nørgaard, som tidligere har ført sig frem med antimuslimske artikler og debatindlæg. Så vidt jeg husker også i Sappho, men jeg er ikke sikker.

Årsagen er denne gang et indlæg i Stiftstidende 24. marts, hvor hun under overskriften ”Stram udlændingepolitik er en myte” bl.a. skriver:

EU bestemmer vores familiesammenføringspolitik (jf. Metock-dommen og Zambranodommen). Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bestemmer vores flygtningepolitik…. Endelig bestemmer FN, hvem vi skal tildele statsborgerskab.

Det udløste nedenstående korte replik fra mig, som blev bragt 26. marts:

Lone Nørgaard fra den antimuslimske forening Trykkefrihedsselskabet mener 24.3., at den stramme udlændingepolitik er en myte. Det synspunkt har hun hele tiden haft, så jeg ved ikke lige, hvorfor hun bringer det til torvs igen. Jeg mener: hvor er nyheden?
Men bevares, så skal jeg da gerne henlede læsernes opmærksomhed på, at det, Lone Nørgaard kalder “stram udlændingepolitik”, er en politik, der er blevet underkendt af internationale organer som EU og FN. Hun kræver med andre ord en politik, der strider mod det retsgrundlag, som civiliserede lande bygger på. Det siger noget om, hvor ekstremistisk hun er.

Man bedes lægge mærke til, at min påstand om hendes ekstremisme bygger på hendes egne ord ovenfor. Hun mener nemlig ikke, at udlændingepolitikken er stram nok. Men det kunne hun ikke lide, så allerede 27. marts fik jeg én på hatten:

Hurra for ytringsfriheden… fordi den tillader også en Carsten Halvorsen at komme til orde. Det til trods for at det altid kniber for ham at holde sig til substansen i sine debatindlæg. I stedet vælger han skældsordene og møgspanden. Senest 26. 3. , hvor jeg udnævnes til ekstremist. Hvorfor? Fordi jeg har dokumenteret at den stramme udlændingepolitik er en myte. Moralen er den tankevækkende: at fremføre fakta er i det Halvorsenske sprogunivers at være ekstremist. PS: Jeg er ikke medlem af trykkefrihedsselskabet.
Lone Nørgaard, Normasvej 39, Frederiksberg – lektor, cand.mag.

Så blev det påske, så jeg måtte vente med at få mit svar bragt til 1.april:

Lektor og cand.mag Lone Nørgaard bryder sig 27.3. ikke om at blive kaldt ekstremistisk af mig. Men desværre har hun misforstået substansen af min lille replik til hende. Jeg skrev, “at det, Lone Nørgaard kalder “stram udlændingepolitik”, er en politik, der er blevet underkendt af internationale organer som EU og FN.” Dermed har hun meldt sig ud af det gode selskab og ind på ekstremismens overdrev.
Til gengæld må jeg medgive, at der åbenbart er grænser for Lone Nørgaards ekstremisme. Hun er ikke medlem af Trykkefrihedsselskabet, sådan som jeg fejlagtigt skrev. Jeg kan levende forestille mig, hvor pinefuldt det må være for hende at blive slået i hartkorn med dén forsamling. Så det vil jeg hermed undskylde.

Holberg har ikke levet forgæves: ”En sten kan ikke flyve, Morlille kan ikke flyve: ergo er Morlille en sten”. Eller som fru Nørgaard skriver det: ”at fremføre fakta er i det Halvorsenske sprogunivers at være ekstremist”. Godt gået af cand.mag.´en. Jeg opdaterer, hvis disputten fortsætter.

Hermed en lille opdatering: Som vist ovenfor skrev Lone Nørgaard: “PS: Jeg er ikke medlem af Trykkefrihedsselskabet”. Men hun kender dem åbenbart særdeles godt. Som det fremgår af nedenstående screencap er hun både klummeskriver på Sappho og overrækker af Trykkeprisen til Thilo Sarrazin ved foreningens generalforsamling 8. april. Hun ser ovenikøbet ud til at føle sig godt tilpas blandt antimuslimerne.

I disse dage er der en vis undren på Uriasposten. Det har nemlig vist sig, at Uriasposten figurerer under kategorien ”hate” hos Norton Login Assistant. Man forstår godt forbavselsen hos Kim Møller og hans proselytter. Uriasposten er jo sådan en respektabel blog, hvor bekymrede nationalkonservative diskuterer alvorlige samfundsspørgsmål som f.eks. fædrelandets fremtid. I hvert fald efter deres egen selvforståelse. Had ligger dem fjernt.

Kim Møller mener, at der kun kan være ét formål, men kommer ikke ind på, hvad det kan være. Han er som altid en forsigtig mand. Reaktionen fra proselytterne er også helt, som den altid plejer at være: Nu hader de nemlig også Norton:

- Folk der anvender Norton er ret sandsynligt uintiligente alligevel…
- Norton har tendens til at blande sig for meget. Kaspersky og BitDefender er gode alternativer.
- Ligesom at man får det lort som man stemmer på, så får man også det lort som man betaler for.
- Det er mange år siden Norton har leveret et product der var værd at installere og slet ikke betale for.

Udover, at proselytterne ikke ser bjælken i deres egne øjne, er det morsomt at iagttage lemminge-effekten. Kim Møller har udpeget en ny fjende for dem, som de straks må bekæmpe.

Vi andre kan så studere dem med en blanding at morskab og hovedrysten. De gør krav på at repræsentere det danske folk, men i virkeligheden isolerer de sig mere og mere fra danskerne på grund af deres ekstremisme.

Spørgsmålet er vel, om man skulle bruge tid på at integrere dem i Danmark anno 2013.

Det ville ikke være så sjovt, hvis de ikke var så selvhøjtidelige og humorforladte hos Trykkefrihedsselskabet.
Men det er de, for de kan åbenbart ikke lade være. Selv om de fleste af dem har nogle magre CV´er, så er de ifølge egen selvforståelse nemlig miskendte genier. Store ånder som en uvidende offentlighed ikke forstår at værdsætte. Tsk, tsk, tsk.

Seneste udbrud af storhedsvanvid blev servilt bragt af provinsavisen JyllandsPosten i en kronik 4. april, hvor Lars Hedegaard nu har hidset sig op til at kræve en undskyldning af Martin Krasnik for det famøse interview i Deadline. Her ville jeg gerne kunne indvie mine læsere i Hedegaards eventuelle guldkorn i den anledning, men det kan jeg desværre ikke. Den ytringsglade Jyllandspost har nemlig besluttet, at kun abonnenter må læse den stakkels forfulgte hædersmands anklager mod Krasnik. Man kunne ønske, at de havde anvendt samme fremgangsmåde, dengang avisen offentliggjorde Muhammedtegningerne. Men sådan skulle det altså ikke være.

Men tilbage til undskyldningen. For her er der dog kommet så meget frem, at Hedegaard ønsker en undskyldning for Krasniks ”løgnehistorier”. Ja, det står der! Så er det man må spørge, om vi lever på samme planet? Så vidt jeg husker, så var det da Hedegaards løgnehistorier, der blev afsløret i interviewet. Og det netop var dérfor, at de blev så rasende hos Trykkefrihedsselskabet. Hedegaard blev simpelthen taget med bukserne nede. Så hvis der var nogen, som burde sige undskyld, så må det da være Hedegaard. Det ville faktisk klæde ham og måske rette en lille smule op på mandens sønderskudte troværdighed.

Dernæst kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der vil ske, hvis Martin Krasnik ikke imødekommer Hedegaards ønske om en undskyldning og i stedet beder ham rende og hoppe. Det må vel betegnes som en særdeles realistisk mulighed. Men hvad vil Hedegaard så gøre? Vil han sagsøge Krasnik for injurier og bagvaskelse? Det ville være et drømmescenario af hidtil usete komiske dimensioner. Men er Hedegaards forfængelighed virkelig så stor, at han tør løbe risikoen for at tabe sagen med et brag. Det er spørgsmålet. For hvis dét sker, kan Hedegaard lige så godt lukke og slukke for Trykkefrihedsselskabet. I hvert fald efter min beskedne overbevisning. For i så fald vil der ikke være nogen troværdighed tilbage i den antimuslimske forening overhovedet.

Afslutningsvis kan jeg konstatere, at Hedegaards trofaste disciple selvfølgelig også er på banen med forskellige nye angreb på Martin Krasnik. Således kunne man 2. april i Politiken opleve Mogens Camre i en ny og uvant rolle som fortaler for de bløde værdier: Stakkels Hedegaard kunne måske lide af PSTD efter det såkaldte ”attentat” mod ham, og det burde den hårdhjertede Krasnik selvfølgelig have været opmærksom på.

Og selvfølgelig er Hedegaards ypperstepræstinde, den drakoniske fru Katrine Winkel Holm, også fremme i Sappho med at forsøg på at miskreditere en af Krasniks angivelige kilder, nemlig Klaus Wivel, der i sin tid havde formastet sig til at ville nægte Hedegaard optagelse i PEN. Har man gjort dét, kan man selvfølgelig ikke være et troværdigt sanshedsvidne – ifølge fru Holm, forstås.

Endelig er der ligeledes i Sappho en klumme af en Knud Bjarne Gjesing, som jeg i øvrigt en enkelt gang har krydset klinger med i Fyens Stiftstidende. Bemeldte Gjesing prøver at rehabilitere serberen Serge Trifkovic, som var Hedegaards eneste historiske kilde til påstanden om en muslimsk sammensværgelse. Begge klummer kan anbefales som morskabslæsning, hvis man tager kommentarerne med, som gennenhuller fru Holms og Bjarne Gjesings argumenter.

Tilbage står spørgsmålet om, hvor længe vi skal underholdes på denne måde. Eller sagt på en anden måde: Hvor længe kan de tomme tønder i Trykkefrihedsselskabet blive ved med at buldre?

Ovenstående tegning af Sapphos tegner, Niels Thomsen, er et eksempel på humor, hvis man skal tro fru Katrine Winkel Holm fra Trykkefrihedsselskabet. Tegningen forestiller Martin Krasnik i den røde postuniform og en skrækslagen Lars Hedegaard, der titter frem bag glasdøren. Man kan undre sig over den stive og dilettantiske opstilling, hvor Krasnik taler ud til publikum i stedet for til Hedegaard, men det er ikke hér, humoren skal findes, selvom det virker ufrivilligt komisk. Nej, det morsomme er parallellen mellem det påståede attentat og det ligeledes påståede karaktermord på Hedegaard, påstår fru Holm – uden dog selv at gøre mine til at trække på smilebåndet.

Men de griner åbenbart meget i den krarupske familie. I hvert fald var hendes far, den ellers så alvorstunge Søren Krarup ude med samme morsomme tanke i en kronik i Berlingske. Det er måske lidt lettere at fatte humoren, når man erindrer den nu også taskesvingende pastor Krarup i Folketinget forleden. Taskesvingningen er måske ligefrem en del pastorens særlige form for humor. På samme måde som hans velkendte syn på revselsesretten.

I anden anledning skriver hans anden datter Marie Krarup i øvrigt på sin humoristiske blog i Berlingske om et besøg i New Zealand, at hun ”følte sig som en idiot”. Se, det er go´ værkstedshumor! Bortset fra selvfølgelig, at det ikke er nogen nyhed for andre end hende selv. Dét, der fremkaldte selverkendelsens klare lys hos hende var i øvrigt, at hun blev udsat for en traditionel maori-velkomst ceremoni med halvnøgne mænd i bastskørter, der råbte og skreg på maori og ville gnubbe næse med hende. Derefter blev den nu lettere pikerede DF-dame ført ind i et maoritempel, hvor der fandtes gudestatuer med penisser, der var så store og erigerede, at hun var nærved at lægge hånd på én af dem. Heldigvis besindede hun sig dog i tide.

Der gik da også et stykke tid, før fru Krarup fik taget sig sammen til at skrive den humoristiske blog om sine grænseoverskridende oplevelser hos de vilde maorier. Bl.a. har hun senere erkendt, at hun kun var vant til den slags vilde lege, når hun legede dem hjemme i privaten med sin morsomme fader. Man ser det for sig.

Herunder ses en maori afgud med erigeret penis. Man aner måske lige en pil, der peger hen på lemmet. Den har Marie Krarup tegnet.
Opmærksomme læsere vil måske også kunne finde en vis lighed med pastor Krarup, men det må bero på et tilfælde.

Da Margaret Thatcher døde som 87-årig den 8. april opstod der spontan jubel i Londons gader, og i lørdags den 13. april var der arrangeret en veritabel fest mange steder. Begge dele har fået vrede og forargede kommentarer med på vejen både ude og herhjemme.

Typisk er det dog, at forargelsen udelukkende kommer fra den borgerlige lejr. Typisk, fordi Margaret Thatcher splittede den engelske befolkning op i to dele: tilhængere og fjender. Der var ingen mellemvej.

Hendes største ”bedrift” var efter min mening, at hun ødelagde den konsensus og relative fordragelighed, der havde præget det engelske samfund siden krigen. Hun lagde grunden til den dybe splittelse mellem højre og venstre, der præger ikke bare England, men store dele af Europa i dag. Sammen med Ronald Reagan førte hun en indædt krig mod venstreorienterede overalt på kloden.

Hun fordømte Nelson Mandelas frihedskamp i Sydafrika, men støttede Auguste Pinochets militærdiktatur i Chile. Målet helligede midlerne. Jeg husker firserne som en periode, hvor galninge styrede verden. Heldigvis var der også fornuftige personer som Mikhail Gorbatjov på den anden side af jerntæppet. Ellers var det hele endt i et atomragnarok.

Hun ødelagde det engelske samfund og fagforeningerne, skabte massearbejdsløshed, fattigdom og dårlige skoler. Hun var en svoren fjende af det samfund, jeg værdsætter og har kæmpet for, og hun hadede folk som mig af et godt hjerte.

Er det da så forkert at hade hende tilbage og glæde sig over hendes død? Selv om hun endte sine dage som en dement og fordrukken stakkel, så føles det alligevel som om en ond ånd er borte.

Så jo, der er grund til at feste. Og i dag hvor hun skal i jorden under stor officiel festivitas, vil jeg håbe at rigtig mange englændere vil benytte lejligheden til at demonstrere og vise hende den sidste dis-respekt. Som filminstruktøren Ken Loach sagde, så burde hendes begravelse privatiseres og sendes i udbud, så man var sikker på, at det var den billigste og mest tarvelige begravelse, der kom ud af det.

Det ville lige have været i hendes ånd.

Forleden blev jeg ringet op af en venlig politibetjent fra Østjyllands Politi. Det var vedrørende min anmeldelse af Louis Trebbien, alias ”Falkeøje”, som jeg har skrevet om i december. Han forklarede mig, at sagen havde været til vurdering hos juristerne, og man mente ikke, at der var tilstrækkelig grund til at rejse en straffesag.

Baggrunden for min anmeldelse var bl.a. følgende udgydelse om forhenværende kulturminister Uffe Elbæk:

“Den idiot!!! Han fortjener samme skæbne som Benito Musolini. Han blev efter døden hængt op i benene ved siden af sin elskerinde, og en ung partisankvinde fyrede en del skud ind i hans døde krop medens hun reciterede, hvad han skyldte hende!!! Gid, at en sådan skiderik som kulturministeren må få den samme skæbne!!!”
(Uriasposten.net 29. november 2012)

Men også følgende fromme ønske:

”Under krigen havde vi en modstandsbevægelse, der sørgede for, at sådanne individer blev skaffet effektivt af vejen. Jeg længes efter den orden i samfundet, vi havde dengang. Falkeøje”
(Uriasposten.net 10. juli 2012)

Jeg begrundede anmeldelsen således:

“Jeg føler at min retsbevidsthed som borger bliver krænket, når Louis Trebbien uanfægtet kan ytre sig som ovenover vist. Udtalelsen om Uffe Elbæk er ikke mindre hadsk end en tidligere udtalelse af rapperen Nicholas Westwood (the Kid) om Pia Kjærsgaard. Denne udtalelse blev politianmeldt af Dansk Folkeparti, hvorefter Nicholas Westwood tog afstand fra sin udtalelse. Det har Louis Trebbien ikke gjort.”

“Dertil kommer, at han (Falkeøje) oftest propaganderer og agiterer for anvendelse af vold i fora, hvor der færdes højreradikale samt sites som Uriasposten, Snaphanen og balder.org. Disse blogs offentliggør hans kommentarer aktivt. Trebbien overskrider således ytringsfrihedens rammer og fremsætter trusler direkte og indirekte mod navngivende personer og også mod folk i PET og politiet.”

“Det bør derfor efter min overbevisning få konsekvenser, at en person bevidst overtræder gældende lovgivning så groft og så længe, at der er tale om klar propagandavirksomhed med det formål at få mennesker fra radikale miljøer til at gribe til våben.”

Jeg havde i anmeldelsen henvist til følgende lovparagrafer:

§ 100., § 119. Stk. 2., § 136., der handler om tilskyndelse til trusler med staen og den offentlige orden samt tilskyndelse til forbrydelser. Desuden de mere kendte § 266 a.,266 b.og 266 b. stk 2. der handler om trusler og tilskyndelse til vold, diskrimination, forhånelse osv.

I telefonen forklarede politimanden mig , at juristerne ikke mente, at Louis Trebbien selv var i stand til at udføre nogle af de grusomheder, han har fremturet med, og det havde vejet tungt i forhold til at rejse en sag mod ham. Men samtidig oplyste han, at Trebbien var gået lige til stregen, og hvis nogen skulle følge hans opfordringer, ville det også få følger for ham og for dem, der har viderekolporteret hadpropaganda.

Betjenten sluttede med at takke mig for anmeldelsen og roste mig for at holde øje med højreekstremistiske elementer. Hvis jeg stødte på mulige lovovertrædelser en anden gang, skulle jeg således ikke holde mig tilbage.

Det skal være mig kær pligt.

Ovenstående artikel er oprindelig publiceret i Netavisen P77

En af de vigtigste forudsætninger for udviklingen af selve vores kultur er, at vi mennesker har evnen til at lære af vores erfaringer og derigennem blive klogere. Det er en god og vigtig, men undertiden også smertefuld proces. For mit eget vedkommende er jeg nu igen blevet klogere for gud ved hvilken gang efterhånden. Denne gang er jeg således blevet klogere på regeringen.

Nogle ville måske mene, at det var jeg sgu længe om, og i bagklogskabens klare lys må jeg desværre give dem ret. Men jeg havde virkelig store forventninger til en regering bestående af S,SF og R med Enhedslisten som støtteparti. Da de trådte til, oplevede jeg det næsten som et systemskifte efter de ti onde år med Dansk Folkeparti som støtteparti for den fremmedfjendske og asociale højreblok i Folketinget. Nu skulle der endelig styres i den rigtige retning.

Ja, tak for kaffe! Lige så snart regeringsgrundlaget var forhandlet på plads kunne højrefløjen triumferende pege på det ene løftebrud efter det andet, og sådan er det blevet ved. Jeg skal ikke trætte med pinagtige gentagelser. Blot tilstå, at i starten forsvarede jeg regeringen indædt, senere holdt jeg simpelthen kæft og håbede, at det ville bedre sig. Men det gjorde det ikke, og med det aftalte spil omkring lærerkonflikten, vedtagelsen af offentlighedsloven og forliget om kontanthjælp og SU, ja så er min tålmodighed slut. Nok er nok!

Den nuværende regering består ikke af politikere, men af politiske karrieremagere, der lader regnedrengene i Finansministeriet – eller hvor det nu er – bestemme over politikken i det her land. Når det er blevet sådan, at det tal og ikke holdninger, der styrer udviklingen, så kan det være lige meget, hvem der sidder for den politiske bordende: Helle Thorning eller Lars Løkke. De er jo alligevel enige om stort set alt, når det kommer til stykket. Løkke kunne lige så godt være socialdemokrat og Helle kunne lige så godt være liberal. Det er kun magten, der betyder noget for dem.

Når det kommer hertil, bør man efter min menig sige fra. Vælt den regering så hurtigt som muligt. Det kan Enhedslisten gøre, hvis de vil og tør. Selv vil de kunne indkassere en fortjent vælgergevinst, medens de omvendt ikke vil få nogen indflydelse under den nye borgerlige regering. Men de har jo heller ingen indflydelse nu. Dertil kommer, at jo længere de venter, jo mere vil de blive fedtet ind i regeringens politik. Samtidig vil både Socialdemokratiet og SF i opposition få tid til og mulighed for at rydde op i den nuværende ledelse. Det er tiltrængt, hvis de skal overleve som partier.

Samtidig kan vi begynde at gøre op med tesen om, at der kun er én vej ud af krisen: nedskæringer i den offentlige sektor samtidig med, at man hælder milliarder ud over bankerne og den private sektor. Det forlænger kun pinen og holder priserne kunstigt oppe. Krisen går ikke over, før vi lukker den kunstige luft ud af økonomien og dropper forestillingerne om fortsat vækst. Det er slut med vækst forstået som materiel vækst, og det er ikke nogen katastrofe. Tværtimod har vi ting nok. Men vi mangler anstændighed, solidaritet og tolerance.

SAGT af den sidste enevældige konge, Frederik den 7., som kun var konge af Guds nåde i et par måneder, før han i 1848 klogeligt valgte at blive konge af folkets nåde. Siden har folket bestemt her i lille Dannevang. Som jo for øvrigt skrumpede lidt efter et par borgerkrige i det unge demokratis første årtier, men det lader vi ligge.

HVAD kan Danmarks seneste demokratisk valgte statsminister lære af dette? Ja, hvis vi kigger på dette års såkaldte 1. maj-festligheder, så kan hun lære, at Frederik den 7. åbenbart havde mere forstand på dialog, end hun selv har. Han havde allerede for 165 år siden annammet, at i et demokrati lytter magthaverne til folket. Det har Helle Thorning ikke endnu forstået. Hun tror tilsyneladende, at dialog er ensbetydende med, at folket lytter til magthaverne. Og at politikken udelukkende bestemmes i kancelliet.

DERFOR er hun i dag næsten mindre populær end Jack the Ripper. Og dét vel at mærke hos sine egne vælgere – eller i det mindste hos dem, der stemte hende ind i sin tid. Før den tid var hun et yndet mobbeoffer hos blå blok, men sådan er det just ikke mere. Arbejdsgiverne og bankerne er glade, for de har fået det som de vil. Til gengæld har de grupper, hun var valgt til at forsvare mod krisen, lagt ryg til det ene overgreb efter det andet.

PÅ DEN baggrund skal man ikke møde op og forvente at blive hyldet på et 1.maj-arrangement, hvor det om noget handler om solidaritet med de svage. Alene hendes tilstedeværelse var en provokation og en hån mod arbejderbevægelsen og socialismens grundlæggende værdier. Dertil kommer det kolossale svigt og vælgerbedrag, hun har udført. Så gu´ var folk vrede, og derfor råbte de så højt, at de overdøvede højttalerne. Nu ville de tale, og nu skulle hun lytte.

MEN som ventet prellede det totalt af på hendes glatte teflonoverflade. Og så gav hun Enhedslisten og venstrefløjen skylden. Hvad der både var dårlig stil og nok også var det dummeste hun kunne gøre. For fremover sidder hun kun på de borgerliges nåde. Det vil blive særdeles svært for Enhedslisten at støtte regeringen efter denne omgang.

DET VAR selvfølgelig ikke i orden at sprøjte hende med en vandpistol. Det var barnligt og umodent. Men det var den eneste situation på hin 1. maj, hvor facaden krakelerede for Helle, som det fremgår af billedet ovenover. Hér er hun ægte vred og ærgerlig. Og måske tænker hun i et kort sekund på, om det var det hele værd. Det burde hun gøre noget oftere.

Her i Assens døjer vi med sloganet ”Vilje til vækst”. Jeg skriver ”døjer”, fordi kommunen måske har viljen, men absolut ikke evnen til at skabe vækst. Her kunne de lære noget af dem ude i Odense, som nu vil omdøbe Odense Flyveplads til H.C. Andersen Airport. Se det er der potentiale i! Turisterne og ikke mindst de pengestærke kinesere vil elske det, og arbejdspladserne kommer til at blomstre. Ingen tvivl om det.

Men Odense bør ikke stoppe her. Den initiativrige by kan lige så godt tage skridtet fuldt ud og omdøbe sig selv til Hans Christian Andersen Town. Manden er jo barnefødt i byen. Kan det blive mere autentisk? Samtidig kunne man omdøbe Skt. Knuds Kirke til Saint Hans Christians Church. Hér blev han konfirmeret og hér blev han inspireret til eventyret om De Røde Sko. Det nye sygehus kunne man ligervis kalde Hans Christian Andersen Memorial Hospital. Ja, ganske vist har han ikke været indlagt der, men det ville han jo have været, hvis han havde levet i dag og været syg. Jeg kan love jer, at patienterne vil strømme til.

Og Fyn – hvorfor skal det stadig hedde Fyn? Ingen ude i verden ved, hvor Fyn ligger. Næ, hvis vi i stedet omdøbte øen til Hans Christian Andersen Land, så vil de få øje på os. Selvfølgelig ikke at forveksle med det planlagte H.C. Andersen-land, som der naturligvis også skal være plads til. Turisterne vil vælte ind og investorerne vil stå i kø for at få lov til at øse penge ud over os. Og så skal vi vide at knejse med nakken….

STORT til lykke til vindmøllemodstanderne i Barløse. Det viser, at der trods alt stadig er demokrati i Assens. De, der ville opstille kæmpevindmøller i Assens, på Thorø rev eller i Lillebælt har ikke fattet en dyt af, hvad Assens Kommune handler om.
Men bortset fra det kan man stadig undre sig over, at Assens Kommune konsekvent vælger de forkerte løsninger. Jeg vil ikke igen nævne rådhusbyggeriet til 112 mio eller skorstenen/Danmarks dyreste minaret, men at byrådet gang på gang kommer så galt af sted.
Denne gang bruger man f.eks. masser af ressourcer på noget så latterligt som “Vision for Det Aktive Medborgerskab i Assens Kommune”, som kun er varm luft og management lirum-larum. Tænk lige engang over, hvad der står. Det er jo det rene vrøvl.

Omvendt kan man ikke engang finde ud af at udpege en såkaldt forandringsbestyrelse for Vestfyns Museer. Efter min mening fordi ingen i kommunen dybest set kan finde ud af, hvad man skal forandre for at bevare statstilskuddet fra Kulturarvsstyrelsen. Den tidligrere Assens-journalist Carsten O. Rasmussen har helt ret, når han påpeger, at man ikke kan skabe nogen forandring/udvikling i et museum, der i årevis har været holdt på sultestadiet. Kommunen må til lommerne, hvis man vil bevare et lokalt, statsanerkendt museum. Ellers kan man lige så godt melde pas og sige, at kulturarven ikke betyder noget for den nye og historieløse Assens Kommune. Her vil man kun støtte lokalarkiver og mindestuer, medens forskning og formidling overlades til Middelfart og Faaborg/Midtfyns kommuner.

Hvorfor går det så galt for lige netop Assens Kommune. Ja, som borgere har vi kun politikerne at klandre. Men problemet er i virkeligheden, at politikerne er alt for svagre i forhold til forvaltningen. Det er hér der bør ryddes ud. Direktionen med kommunaldirektør Henning Qvick i spidsen er nogle af de mest uduelige embendsmænd i Danmark. De kan kun kopiere andre kommuner.
Jeg vil derfor håbe, at et nyt byråd vil fyre hele direktionen for Assens Kommune.

Man må ikke kritisere kommunaldirektøren i Assens Kommune. I hvert fald ikke hvis man gør det på kommunens egen facebookside, som er den eneste mulighed for at komme i offentlig dialog med kommunen.

Det kom jeg til at gøre fordi jeg kopierede nedenstående artikel over på kommunens facebookside, i det håb, at den ville afføde kommentarer. Det gjorde den sådan set også, men det var ikke lige den kommentar, jeg havde håbet på. Kommunen brugte censurvåbnet og skrev:

“Hej Carsten
I overensstemmelse med Assens Kommunes retningslinjer for Facebook, er jeg nødt til igen at gøre dig opmærksom på, at det ikke er ok at hænge navngivne medarbejdere i kommunen ud. Dit indlæg bliver derfor fjernet.
Hilsen Maria”

Nu er kommunaldirektøren vel næppe en anonym sagsbehandler i Assens kommune, men tværtimod en mand, som skal kunne stå frem og repræsentere kommunen og også tage imod tæsk, hvis administrationen leverer dårligt arbejde, hvad jeg altså synes den gør på det ledelsesmæssige område.

F.eks kan man på billedet herunder se borgmester Finn Brunse og kommunaldirektør Henning Qvick (!) til et fint møde, der sikkert handler om udvikling af Assens Kommune. Det plejer den slags møder at gøre.

Problemet er bare, at ingen af dem aner noget om, hvad de har med at gøre. Og det gælder især kommunaldirektøren, der lever i sin helt egen fantasiverden, hvor han tror, at hvis man bare italesætter virkeligheden på den ”rigtige” måde, så skal det nok gå. Derfor kopierer han og hans embedsmænd alle de rigtige buzzwords, men uden at for stå dem og uden at afprøve dem på virkeligheden.

Konsekvensen er, at Assens Kommunes selvforståelse på ledelsesgangen står i skærende kontrast til den konkrete virkelighed, som kommunen befinder sig. Både i forhold til økonomi, hvor kommunen bruger millionvis af kroner på unødvendige luftkassteller, og i forhold til kommunens stakkels borgere, som kun kan fyre politikerne, men ikke kommunens uduelige direktion. Der er et kæmpe demokratisk underskud i Assens Kommune.

Vi borgere må imidlertid se i øjnene, at så længe vi ikke må kritisere den administrative ledelse i Assens Kommune, så når vi ingen vegne. Der er masser af eksempler på, at direktionen har manipuleret politikerne i holdningsmæssige spørgsmål. Vi nævner flæng: sagen om byvåbnet, sagen om rådhusbyggeriet, sagen om skorstenen og ikke mindst sagen om vindmøllerne, hvor administrationen endelig led et velfortjent nederlag og blev konfronteret med virkeligheden.

Derfor håber jeg, at valgåret kan blive begyndelsen på et opgør med den uduelige ledelse i Assens Kommune.

HVOR LIGGER det mest øde sted i Assens kommune? Det er ikke en yderlig del af Helnæs eller en gudsforladt mark ved Tommerup, hvis det er det, man tror. Nej, det mest øde sted er faktisk området lige bag ved det nye rådhus, også kaldet Pulsen. Der kommer aldrig en sjæl, end ikke en forkølet hundelufter kan man få øje på.

KOMMUNENS DIREKTION med kommunaldirektør Henning Qvick i spidsen havde ellers store forventninger knyttet til Pulsen. Alene navnet indikerer jo, at stedet skulle syde af pulserende liv og aktivitet. Der er røde løbebaner, legeredskaber, springvand og runde installationer, som man kan gå rundt i. Men alt sammen til ingen nytte.

DER ER EN ENORM kontrast fra dette skue og til den vision, arkitekten solgte sit projekt på, som man kan læse det på kommunens hjemmeside:
”Fra man svinger ind på rådhuspladsen på sin cykel, tæt forbi skorstenspiben, og der letter en flok duer, står det klart at man befinder sig et helt særligt sted. Det er ikke svært at føle sig hensat til fantastiske rådhuspladser som Markuspladsen i Venedig eller Piazza del Campo i Siena. Under store stofmarkiser nyder ”assenesere” da også en kop morgenkaffe mens dagens avis studeres og duerne basker vildt.”

HOLD DA KÆFT! Og den smøre hoppede bonderøvene i direktionen på. ”Duerne basker vildt!” Jatak, skal vi have. Ikke engang en duelort kan man få øje på. Der er totalt øde og forladt. Og midt i det hele står så skorstenen, der er alt, alt for stor, når man er tæt på, men kun en sort streg, når man ser den på afstand.

DER ER HER TALE om en fejlinvestering af enorme dimensioner. Ingen har åbenbart tænkt den indlysende tanke, at befolkningsunderlaget og turisttilstrømningen er uendelig langt mindre i Assens end i Norditalien. Kommunen er blevet taget ved næsen af smarte arkitekter og konsulentfirmaer. De har skam fået deres penge, men tilbage står vi med et gigantisk monument over kommunens uduelighed.

I DAGENS udgave af Fyens Stiftstidende kan man læse, at en borger har overrakt borgmester Finn Brunse 419 underskrifter mod produktionen af flis på Assens Havn. Overrækelsen blev foreviget af Stiftens fotograf, men bortset fra det skal borgerne i Assens nok ikke regne med, at der sker mere i dén sag.

KOMMUNEN ER nemlig totalt ligeglad med både borgerne og havnen – bortset fra Skt. Hans aften, hvor Finn Brunse holder tale, og senere på sommeren når de gamle træskibe kommer til Assens. Den øvrige del af året tillader man glad og gerne at der hugges flis på dette smukke sted.

DET ER TYPISK, at i Odense, Bogense, Middelfart, Faaborg, Svendborg, Nyborg og Kerteminde gør man noget ud af sine havne og sætter pris på deres unikke herlighedsværdier. Men ikke i Assens. Her holder man stadig fat i forældede forestillinger om, at havnen skal være en erhvervshavn som skaber arbejdspladser.

DET ER sgu mange år siden, at havnen har været erhvervshavn, og med hensyn til arbejdspladser, så har man ikke engang råd til at lønne en havnefoged. De eneste arbejdspladser, der er tilbage, er dem på værftet og på færgen, og dem er der ingen, der drømmer om at røre.

TIL GENGÆLD er Assens Havn berømt for sine solnedgange. Det er den eneste havn på Fyn, hvor man kan se solen gå ned over Lillebælt. Om sommeren kommer folk kørende langvejs fra for at nyde solnedgangen ved havnen. Hvis de vel at mærke kan komme til det for træstammer og træflis. Det er ufatteligt, at kommunen tillader, at dette kæmpe aktiv for Assens, bliver brugt som noget, der minder om en losseplads.

MEN jeg har et forslag, som jeg hermed vil forære kommunen ganske gratis: Flyt hugningen af træflis til Pulsen bag rådhuset. Det er meget nærmere fjernvarmeværket, og dér kommer alligevel aldrig et øje.

Hvis man skal prøve at forstå, hvorfor det er gået så galt for Assens Kommune efter kommunesammenlægningen i 2007, så kan det måske være lærerigt at bruge lidt tid på sagen om byvåbnet.
Helt tilbage i middelalderen har byvåbnet for Assens Købstad været Agnus Dei, som man kan se ovenover. Det betyder Guds Lam og hentyder til Jesus, der gennem sin død tog vore synder på sig, men som samtidig genopstod og derved overvandt døden og sikrede menneskene det evige liv efter døden. Alt sammen ifølge den kristne og især den katolske liturgi. Agnus Dei er altså et af de allerkraftigste kristne symboler.

Hvis man ser på byvåbnene for de øvrige købstæder på Fyn (det kan man f.eks. gøre i den gamle byrådssal i Assens) så har de typisk noget med sejlads og handel at gøre. Undtagen Assens og Odense, hvor sidstnævnte som bekendt har helgenen Skt. Knud som byvåben. Men begge byvåben, der relaterer til den katolske kirke. Bemærkelsesværdigt nok er Odense og Assens også de eneste købstæder der rummer gotiske katedraler. Faktisk er Vor Frue Kirke i Assens kun ganske få meter kortere end Skt. Knuds Kirke i Odense.

Det underlige er, at i middelalderen var Assens ikke nogen stor eller rig by. Og alligevel var der åbenbart midler til at opføre en stor katedral i byen. Til gengæld gik kvægdrifterne fra Odense til Assens og videre derfra over Lillebælt til Hadeslev, hvor der også er en domkirke. ned mod det nordlige Tyskland. Og omvendt kom nye kulturelle strømninger fra Europa med den modsatte vej. Måske har mængderne af slagtekvæg været med til at forlene Assens med offerlammet som byvåben. Men det er næsten utænkeligt, at den katolske kirke ikke også har været inde over og måske også har været interesseret i at få placeret tre katedraler på kvægruten, nemlig i Odense, Assens og Haderslev.

Det var en længere smøre som havde til formål at vise, hvor tæt Assens gamle byvåben er vævet ind i byens og kirkens århundredlange historie. Byvåbnet findes ydermere i en glasmosaik i koret til Vor Frue kirke, og herunder er byvåbnet f.eks. som et seglmærke som øvrigheden i Assens har brugt fra 1591.

Men sådan skulle det ikke blive ved med at være. Allerede før 2007 var det daværende ”sammenlægningsudvalg” med Finn Brunse og Henning Qvick i spidsen gået i gang med at få udformet et nyt byvåben i samarbejde med et reklamefirma. Man havde dog i overensstemmelse de moderne ledelsesprincipper, som direktionen – officielt – bekendte sig til indkaldt en fokusgruppe til at hjælpe politikerne og direktionen med at finde ud af hvordan det skulle se ud. Nu var det dog ikke sådan at enhver kunne få lov til at komme med i fokusgruppen. Vi var dengang adskillige debattører, som forgæves prøvede at komme ind i gruppen for at forsvare det gamle byvåben.

Alligevel viste det sig, at der faktisk var flest stemmer for det gamle byvåben. Så i stedet greb direktionen til de taktisk/juridiske spidsfindigheder, den siden har brugt ved så mange lejligheder for at få sin vilje igennem. Ganske vist, sagde man, var der flest stemmer for det gamle byvåben, men der var to andre forslag til et nyt byvåben, som havde fået flest stemmer – tilsammen vel at mærke. Ergo burde man vælge mellem de to nye forslag og droppe forslaget om det gamle byvåben. Og sådan blev det. Resultatet blev det totalt ligegyldige og sjælløse designerlogo, som kommunen bruger nu. Jeg floves, hver gang jeg ser det.

Historien viser, hvordan direktionen manipulerer for at få sin vilje igennem. Men den viser også, at direktionen hverken dengang eller nu har været sin opgave voksen. Man er gået til opgaven ud fra en forestilling om at starte fra scratch. Alt gamle skulle ud, og alt skulle være nyt. Ny Assens Kommune skulle det hedde og nyt rådhus skulle der bygges, ja der skulle faktisk bygges en helt ny bydel på Daniscogrunden. Over for dette kan man stille en planlægningsstænkning, der først tager stilling til ,hvilke værdier – herunder ikke mindst kulturelle – der er værd at bevare og udvikle. Det kan kloge kommuner spare rigtig mange penge på og samtidig koncentrere midlerne om at udvikle supplementer til de eksisterende værdier.

Men det kræver, at man råder over folk, der ved, hvad de har med at gøre. Og det er ikke tilfældet i Assens. Her famler man rundt i blinde.

Den 200-års jubilerende filosof Søren Kierkegaard nåede i sit korte liv at udtale sig om mangt og meget, herunder også om fænomenet kærlighed, hvor han kom med denne beske kommentar: ”Det er med kærligheden som med skildpaddesuppe. Alle taler om den, men de fleste nyder den kun forloren”.

Det samme kan man efterhånden sige om fænomenet udvikling. Især inden for det kommunale område. Alle, der vil gøre en god figur, er varme fortalere for udvikling. Således også i Assens, hvor man allerede i 2005 var i gang med at forberede kommunesammenlægningen på Tobaksgården, der dengang rummede selve kulturhuset og Team Vestfyn med både erhvervsråd og turistforening.

Udviklingen var dengang baseret på en stærk akse mellem erhverv og kultur, men desværre blev erhvervsdelen hurtigt koblet af, da den daværende visionære og dynamiske direktør blev fjernet og erstattet med en totalt initiativløs mand. Turistforeningen nedlagde sig selv, og med kommunesammenlægningen blev Team Vestfyn også nedlagt og erstattet af det såkaldte Udviklingsråd. Siden er der ikke rigtig sket noget.

Tværtimod kan man vel næsten sige. Befolkningstallet – og dermed skattegrundlaget – er gået tilbage, butikkerne lukker, og virksomhederne lukker eller flytter. Senest er en af kronjuvelerne kan man vel sige, nemlig Montana, flyttet og endnu flere er blevet arbejdsløse. Til gengæld er antallet af kommunale tryksager, planer og politikker eksploderet. Foruden alle mulige møder og dyre konferencer. Det er uoverkommeligt at nævne alle, men et par stykker fortjener at blive trukket frem.

Her kan vi ikke lade være med at nævne Assens Kommunes efterhånden ikke helt nye slogan ”Vilje til vækst”, som det har kostet kommunen 22.000 kr. at få et reklamefirma til at finde på og ca. 300.000 kr. at implementere. Nu er der absolut ikke noget unikt ved, at Assens Kommunen har vilje til vækst. Det har ifølge Dansk Industri samtlige kommuner her i landet, og helt konkret har både Guldborg Kommune og Hanstholm Havn nøjagtigt samme slogan. Det er altså ikke særlig originalt. Men det er heller ikke særlig gennemtænkt. For det er jo med til at afsløre, hvor dårligt det i realiteten går for kommunen med at leve op til sine egne målsætninger.

Kommunens erhvervspolitiske armod blev således udstillet i al sin ynkelighed, da direktør Chris Wirstad fra Led-fabrikken ifølge Fyens Stiftstidende 11. juni spurgte byrådet, hvorfor en virksomhed dog skulle vælge at lokalisere sig i Assens kommune. Ingen af de ærede medlemmer eller kandidater formåede at komme med et klart eller fornuftigt svar – for slet ikke at tale om en samlet udmelding på dette for vor kommune ellers så vigtige område, hvor der er brugt uendelig megen tid og papir på at udarbejde politikker. De må vel have glemt dem. Det minder faktisk om frierne i Klodshans, der heller ikke kunne tale for sig men nøjedes med at sige: Hvad be – hvad!

Et andet led i ledelsens udvikling af Assens Kommune er kommunens såkaldte ”Innovationsstrategi” med en storslået en vision for noget, man kalder det aktive medborgerskab. For uindviede kan vi afsløre, at innovation betyder fornyelse, og det er et ekstra fint ord for udvikling af en organisation. Det aktive medborgerskab er også et udtryk direktionen og sikkert nogle konsulenter har fundet på – vel at mærke uden at inddrage borgerne først. Men det går konkret ud på, at borgerne skal vænne sig til at arbejde gratis for kommunen. Eller det som man i andre kommuner simpelthen kalder en frivillighedspolitik. Forskellen er, at i de fleste andre kommuner har man fattet, at skal man have folk til at arbejde frivilligt, så skal de kunne se en mening med det, og de skal have stor indflydelse på det, de laver. Det kan man ikke finde ud af i Assens Kommune. Eller rettere: det kan man heller ikke finde ud af.

Jeg må hellere advare læserne på forhånd: Denne blogpost er så kontroversiel, at den ikke vil kunne optages på Assens Kommunes facebookside. Man må end ikke linke til den. Den handler nemlig om kommunaldirektør Henning Qvicks kvalifikationer med udgangspunkt i hans CV, som ellers ligger frit tilgængeligt på nettet:

2007- Kommunaldirektør Assens Kommune
2000-2007 Kommunaldirektør Egtved Kommune
1991-2000 Socialdirektør Fredericia Kommune
1990-1991 Social- og kulturdirektør Hammel Kommune
1988-1990 Vicesocialchef Grindsted Kommune
1987-1988 Forstander Grindsted Produktionsskole
1986-1987 Beskæftigelseskonsulent Grindsted Kommune
1982-1985 Adjunkt Rosborg og Tørring Gymnasium
1981 Cand.scient geografi Århus Universitet

Som man ser, er Henning Qvicks uddannelsesmæssige baggrund en universitetsuddannelse i – geografi. Ikke i jura, samfundsvidenskab eller økonomi. Det er jo noget usædvanligt, men det kan måske forklare, hvorfor kommunen troede, at den kunne profilere sig på noget så klamt som en lerfestival. Hvem ved?

Nå, men Henning Qvick tog altså sin eksamen i 1981 og arbejdede derefter i tre år som geografilærer i Tørring. Derefter blev han pludselig beskæftigelseskonsulent i den nærliggende Grindsted Kommune.
Hvorfor nu det, må man spørge. Blev han fyret fra gymnasiet? Eller sagde han selv op? Og hvorfor blev han pludselig beskæftigelseskonsulent? Hvilke forudsætninger havde han for det? Han var jo geografilærer. Blev han omskolet? Og hvis han blev, hvorfor fremgår det så ikke af CV´et? Det virker meget mystisk.

Da han fik foden indenfor Grindsted Kommune, gik det til gengæld stærkt. På bare to (2!) år avancerede han fra beskæftigelseskonsulent til vicesocialchef. Hvordan er det mon gået til? Og igen: hvad er hans uddannelsesmæssige baggrund for at bestride stillingen som næstkommanderende i en socialforvaltning? Og kun ét år senere i 1990 som social- og kulturdirektør i Hammel kommune? Det ved vi ikke, men det bør da undre. Var det kun fordi han havde ”forbindelser”, som man siger?

Noget kunne i hvert fald tyde på det. Hvis man ser på hans karriere, så er den stort set foregået inden for et ret afgrænset område i det midtjyske med Fredericia som den mest sydøstlige afvigelse. Derefter igen tilbage til det midtjyske og nu som intet mindre end kommunaldirektør i år 2000. Der kan man bare se, hvad et geografistudium kan føre til.

Hvorfor går jeg så højt op i det, vil nogen nok spørge? Jo, det gør jeg for det første, fordi Henning Qvick efter min mening ikke er kvalificeret til sit arbejde, og det bliver for mig at se bekræftet af mandens CV. Han har gjort ”kommunal karriere”, men har tilsyneladende ingen faglighed, der kan kvalificere ham til at bestride sin stilling.

Hvis vi yderligere skal se på sagen i et lidt større perspektiv, så var en af forudsætningerne for kommunalreformen i 2007 at skabe bæredygtige kommuner. Herunder ikke mindst bæredygtighed med hensyn til kompetencer hos de kommunalt ansatte. På den baggrund må det være noget svært for Henning Qvick at kræve mere kompetence hos sine medarbejdere, når han ikke selv er særlig kompetent. Gad vide, hvordan den mand er blevet ansat?

Hvor mange skriver egentlig på den højreekstreme blog Uriasposten? Et slag på tasken er vel 40-50 stykker. Det kan være vanskeligt at afgøre, for næsten alle skriver under pseudonym. Nogle har klart deres egen let genkendelige stil, medens andre pseudonymer til forveksling ligner hinanden f.eks. med hensyn til grammatiske fejl og foretrukne udtryk.

Jeg mener således at kunne genkende Pernille Bendixens uforsonlige stil, som er kombineret med ualmindelig dårlig evne til at formulere skriftligt på vort ellers så smukke modersmål. Og det uanset, hvilke pseudonymer hun bruger. Hun fremtræder simpelthen som en hysterisk, hadefuld og småt begavet dame. Jeg mener også at kunne genkende Kim Møllers stil i forskellige pseudonymer. Og det på en måde, hvor han virker noget mere aggressiv end den saglige og neutrale tone, han prøver at dyrke, når han skriver eget navn. Han er en mand, der også rummer rigtigt meget had.

Hvorom alting er, så blev jeg forleden træt af Pernille Bendixens vedholdende stalking af mig under alle mulige forskellige pseudonymer. Både på Uriasposten og her på min egen blog. Det er så stupidt og barnligt af hende. Derfor skrev jeg en mail til hendes mailadresse i Odense Kommune, hvor hun som bekendt sidder i byrådet for Dansk Folkeparti. Og for at undgå at hun skulle negligere den, sendte jeg også en kopi af mailen til borgmester Anker Boye.

Det førte allerede næste morgen til en mail fra Pernille Bendixen med en lodret benægtelse og med kopi til Anker Boye. Hun skrev skam kun under eget navn, påstod hun. Da jeg svarede, at hun også skrev under pseudonym, nemlig når hun stalkede folk, fik jeg en ny mail, men denne gang uden kopi til borgmesteren: Jeg kunne jo bare prøve at spore hende… Det var således en halv tilståelse, og jeg kunne måske nok spore hende med gode venners hjælp, men det ville være en overtrædelse af datalovgivningen, og det begiver jeg mig ikke af med. I så fald må det blive en opgave for politiet.

Her kunne historien være endt, men nej. Senere på dagen havde kæresten Kim Møller en blogpost om det på Uriasposten. Han kunne bare ikke dy sig: Nu skulle Halvorsen igen sværtes af de sædvanlige slæng. Det gik også meget godt i starten, indtil jeg tillod mig at skrive sådan her:
”Nu mangler vi bare, at Kim Møller over for os alle garanterer, at hans kæreste, byrådsmedlem Pernille Bendixen fra DF, IKKE skriver under pseudonym på hans blog. Han må jo vide det.”

Så kom Pernille Bendixen på banen under eget navn og det hele. Hun har ellers tidligere fromt oplyst, at hun ikke blander sig på Uriasposten.

Det har hun formentligt fået besked på af partiet, der efter regeringsskiftet har fået travlt med at lægge afstand til højreekstremisterne. Men det glemte hun vist i kampens hede, for nu blandede hun sig. Hele to gange endda.

Til gengæld var der én, der ikke blandede sig, og det var ham, der med en kort bemærkning kunne afkræfte min beskyldning. Det var Kim Møller, der åbenbart var gået totalt i flyverskjul ude på Coops lager ved Aarhus. Et velegnet sted må man vel egentlig sige. Tænk engang: alle de kasser. Her kan Kim og hans medsammensvorne sidde i deres lille hule og sprede had på internettet.

Nå, men det var sidespring. Konklusioner er, at Kim Møller i skrivende stund endnu ikke har forsvaret sin højt elskede kæreste mod mine nedrige beskyldninger. For mig at se er der kun én forklaring, og det er selvfølgelig, at han godt ved, at jeg har ret. Jeg tror også, at han i dag ærgrer sig over, at han bragte sagen op på Uriasposten, mens han sidder forskanset bag kasserne på lageret.

Derfor kan vi roligt fastslå, at Pernille Bendixen spammer i hvert fald mig med hadefulde debatindlæg under forskellige pseudonymer.

Kan du finde Kim Møller?

Lettelsen har i de seneste par dage bredt sig på Uriasposten. Årsagen er såmænd, at blogejer Kim Møller – ifølge ham selv – meget modstræbende har set sig nødsaget til at blokere indlæg fra min hånd ud i al evighed. Eller ”banne” dem, som det hedder på nudansk. Så nu kan Louis Trebbien alias Falkeøje i ro og mag opfordre til likvidering af politiske modstandere og navngivne politikere, ligesom pseudonymer som Vivanoreg åbent kan erklære sig som nazist og racist, medens de resterende kommentatorer trygt kan spekulere i borgerkrig og hvordan de får gjort kål på muslimerne og de venstreorienterede.

Alle ved jo, hvor meget Kim Møller går ind for den ubegrænsede ytringsfrihed. For mit vedkommende varede ytringsfriheden på Uriasposten 94 dage fra 18. marts til 20. juni. Årsagen til at jeg i det hele taget kom ind på Uriasposten, var at jeg kunne dokumentere at Kim Møller hele tiden havde blokeret mine indlæg, selv om han påstod det modsatte. Det skete i denne video, hvor man kan se, at mine indlæg forsvinder, når jeg sender dem.

Derved afslørede jeg at Kim Møller var fuld af løgn, og han måtte – også denne gang meget modstræbende – indrømme, at han sørme havde fundet mine indlæg i spambakken. How come? Så for at bevare sin troværdighed hos sine proselytter blev han nødt til at lade mig kommentere på Uriasposten. Hvad jeg ind i mellem har benyttet mig, når jeg kedede mig. Tiden skal jo gå med noget.

Men hvorfor blev jeg så blokeret igen? Jo ifølge mr. Møller skete det ”med baggrund i Halvorsens seneste emails, nylige blogpost og kommentarer her på siden”. For nye læsere, kan jeg afsløre, at jeg i de omtalte emails bad Kim Møllers kæreste Pernille Bendixen, der sidder i Odense byråd for DF, om at lade være med at spamme mig med uforskammede og hadefulde beskeder både her og på Uriasposten under forskellige pseudonymer. Den ”nylige blogpost” var mit svar på, at Kim Møller gjorde en sag ud af korrespondancen med Pernille Bendixen og tog den op i en post på Uriasposten. Hvad der fik mig til på Uriasposten at bede Kim Møller til simpelthen at afkræfte, at Pernille Bendixen spammede mig på hans blog. Han måtte jo vide det, hvis jeg kom med grundløse beskyldninger.

Jeg gav ham et døgn til at løse denne lille opgave, før jeg svarede. Men han var som sunket i jorden. Og det på trods af at han i samme tidsrum havde lagt tre blogposter om andre emner ud på Uriasposten. Da han endelig svarede – og det gjorde han først, da han havde læst mit svar til ham på denne blog – var det som nævnt ved at blokere mig på Uriasposten. Og da han således vidste, at jeg ikke kunne tage til genmæle kom dementiet. For ”god ordens skyld” ville han lige nævne, at hverken han eller Pernille Bendixen havde kommenteret under pseudonym.

Tror man på det? I så fald må man være meget naiv. Nu er det anden gang, at jeg har grebet Kim Møller i en løgn, og det er næppe sandsynligt, at jeg er den eneste, som Kim Møller lyver over for.

Jeg hævder derfor fortsat, at Kim Møller er fuld af løgn, og Pernille Bendixen har spammet mig under pseudonym.

Bloggere kan også holde sommerferie. Især da, når man kun er bundet op på at blogge af lyst og interesse. Den frihed har jeg benyttet mig af – stærkt tilskyndet af det gode ferievejr. Men nu, hvor det danske sommervejr begynder at ligne sig selv og skoleferien er slut, er skrivelysten ved at komme tilbage.

Da jeg loggede ind på min blog forleden dag, blev jeg mødt med en glædelig overraskelse. Jeg skrev mit sidste indlæg den 22. juni og havde derfor forventet at finde bloggen helt død og tom. Men der har faktisk i hele perioden været livlig trafik. Særlig mine artikler om Uriasposten og Pernille Bendixen har været besøgt, men også artiklerne om kommunaldirektør Henning Qvick har været et hit sammen med artiklerne om Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet. Og endelig har der også været interesse for mine disputter med Lone Nørgaard i Fyens Stiftstidende.

Hvilket bringer mig til sagens kerne. Bemeldte fru Nørgaard havde nemlig en ny kronik i Fyens Stiftstidende den 8. august. En kronik, hvor hun endnu engang rider sin gamle kæphest om det muslimske tørklædes farlige egenskaber. Kronikken hedder meget sigende “Tørklædetruslen”, og det fik mig til at reagere med nedenstående endnu ikke publicerede replik:

Fru Lone Nørgaard fra den nu hedengangne forening Husmødre for Frihed får mig til at tænke på en Duracell-kanin. Hun bliver bare ved og ved med sin tørklædedebat længe efter, alle andre har fundet noget andet at diskutere. Hun må i sin kronik 8.8. endda gribe helt tilbage til maj måned, hvor Dansk Supermarked som bekendt ændrede sin dress-code, så også kvinder med muslimsk tørklæde kan sidde ved kasseapparaterne i Bilka, Føtex og Netto. Altså en reel ligestilling af disse kvinder med andre kvinder på arbejdsmarkedet.

Jeg ved ikke om fruen, der nu er tilknyttet den antimuslimske forening Trykkefrihedsselskabet, har haft kronikken liggende i skuffen siden maj, eller om den først er blevet publiceret nu i slutningen af agurketiden, fordi den er så forudsigelig. Men for nye læsere kan jeg oplyse, at fru Nørgaard i ramme alvor mener, at tørklædet er en trussel mod intet mindre end ”den vestlige civilisations overlevelse”. Tak for kaffe siger, vi bare. Vesten er i besiddelse af de største lagre af atomvåben og de mest højteknologiske hære. Kan alt dette isenkram virkelig ikke hamle op med et tørklæde på en kassedame?

Fru Nørgaard mener også, at ”Dansk Supermarkeds tørklædetilladelse er fuldstændig ugennemtænkt”. Jeg har ikke stor sympati for Dansk Supermarked og handler ikke i deres butikker, men jeg er sikker på, at deres såkaldte tørklædetilladelse er særdeles velgennemtænkt. For dem handler det nemlig koldt og kynisk om kroner og ører. De er totalt ligeglade med islam. Men med udsigten til at miste tusindvis af muslimske kunder ved en boykot viste de netop rettidig omhu ved at rette ind efter virkeligheden i Danmark anno 2013.

Det kunne Lone Nørgaard lære af. Islam er nemlig kommet for at blive, og det samme er tørklædet. Like it or not.

Min replik til Lone Nørgaard er optaget i Fyens Stiftstidende 18. august.